Forlaget Borgen skrev denne bagsideomtale i 2003:
Reiki Ho er en healingform, hvor udøveren via håndspålæggelse benytter sig af den allestedsnærværende universelle livsenergi - til gavn for både modtager og giver. Reiki Ho er den oprindelige japanske Reiki, grundlagt af Mikao Usui i 1922.
Reiki var i en lang periode næsten glemt i Japan, hvorimod den på samme tid bredte sig til store dele af den vestlige verden og tilpassede sig en vestlig tankegang og blomstrede. I 1980’erne førte en japansk kvinde en vestlig tilpasset Reiki-metode tilbage til Japan, Reikis moderland.
Både den traditionelle japanske og den vestlige Reiki-metode er udadvendte og handlingsorienterede, men den traditionelle japanske Reiki lægger større vægt på selvudvikling med sigte på at opnå højere bevidsthed. En sådan selvudvikling fremmer evnen til at formidle den healende Reiki-energi.
Den japanske Reiki Mester Hiroshi Doi har tilpasset den traditionelle japanske Reiki-metode til nutiden og formidler og forener her det bedste fra de to retninger.
Bogen giver et rids af udviklingen af Reiki Ho og de forskellige uddannelsesniveauer i Reiki-healing. De grundlæggende håndpositioner, anvendelsen af symboler, fjernhealing og mange andre af Reikis kernebegreber beskrives omhyggeligt. Der gives en fyldig indføring i bl.a. en række åndedræts- og meditationsøvelser som metoder til egen vækst og renselse. Gennem spørgsmål og svar uddybes relevante emner, og det betones, at Reiki er en seriøs, men langtfra vanskelig metode.